Sangen ”Lion” er en hyldest til beat-forfatteren Allen Ginsberg. Titlen er inspireret af biografien ”Dharma Lion,” og er en kommentar til tidens tendens til at undgå det konfliktfyldte i popmusikken.

“Lion” er også historien om en sang, der er blevet til over en årrække, og nu er landet som en reaktion på tidens tendens til at undgå konflikt i popmusikkens verden. Mens Marius Ziskas tæt sammentømrede bandlyd er umiskendelig er sangen med teksten af Hans Jacob Kollslíð blevet både en hyldest til poeten og en kritik af nutiden:

”Teksten, som Hans Jacob har skrevet, handler om Allen Ginsberg, som var ret ufiltreret og ligeud i sin form - kompromisløs og ærlig. Dét er noget, vi ikke hører meget til i pop musik i dag, så det ville vi gerne hylde. Jeg kan også godt lide når sange handler om noget konkret, og her er det altså en hyldest til Ginsbergs liv og den forskel, han gjorde, ved at stikke så meget ud fra mængden,” fortæller Marius Ziska, der er forsanger i bandet af samme navn og fortsætter:


”Jeg har haft melodien til sangen i hovedet i længere tid. I hvert fald tre år. En dag faldt brikkerne og formen pludselig på plads, og jeg sendte den til Hans Jacob, som skrev teksten. Så tog jeg den med i øvelokalet, hvor bandet kom med deres lyd og input, og vi arbejdede lidt mere med formen. Senere lavede vi optagelserne i Bloch studio og også nogle overdubs i Bunkarin på Færøerne” siger Marius Ziska.

Allen Ginsberg er en af de mest kendte og indflydelsesrige beatpoeter. Sammen med bl.a. Jack Kerouac og William S. Burroughs dannede han den hårde kerne af beatgenerationen i USA. Han var ikke bange for at skrive lige det, der passede ham. I 1956 debuterede han med sit berømte digt ”Howl,” som gjorde op med efterkrigstidens konformitet og blinde materialisme. Digtet refererede både til, at forfatteren var bøsse og eksperimenterede med euforiserende stoffer, og faktisk blev mange kopier af digtet beslaglagt i 1957. Beatpoeterne havde stor betydning for ungdommen i efterkrigstiden, og Ginsberg endte bl.a. med at turnere med Bob Dylan, som man bl.a. ser det i Scorseses dokumentar om Dylan ”No Direction Home.”

Det gjorde stort indtryk på tekstforfatter Hans Jacob Kollslíð, da han først lærte Ginsbergs digte at kende:

”Der var en fuldkommen tøjlesløshed, som virkede meget befriende. Mange år senere fik jeg bare lyst til at skrive en slags hyldest til Ginsberg og beatgenerationen, som jeg synes, at vi godt kan lære noget af i vores velpolerede 2020’ere” forklarer Hans Jacob Kollslíð.

Nogle af de færøske tekster, han har skrevet til Marius Ziska, kan siges at omhandle det spirituelle, uden dog at være hverken sekteriske eller religiøse. Og der er en balance mellem at være åben over for det åndelige, og så absolut at skulle låse det fast i en ensretning, mener han:

”Det har tit irriteret mig, at man har en tendens til at dele musik op i verdslig musik og åndelig musik, og at man med åndelig musik da typisk mener det, som af en ret smal gruppe mennesker bliver opfattet som værende kristent. Jeg har selv boet i Thailand, hvor jeg først og fremmest lærte buddhismen at kende, men også havde venner der var hinduister, muslimer, sikher og sågar ateister, der syntes at være ret optaget af det åndelige, uden dog nødvendigvis at være kristne. Det åbnede mine øjne for, at det åndelige kan være en meget omfattende størrelse, som mennesker til alle tider, på alle steder, har dyrket på forskellige måder,” forklarer tekstforfatteren.

Ginsberg var en håndgranat i det pæne hus
Beatlitteraturen, som faktisk stadig af nogle kan blive set som ”syndig,” fordi den omhandler både homoseksualitet, potrygning og eksotiske guder, er spækket med referencer til åndelighed af al mulig slags. Ginsberg, der var jøde, var f.eks. både inspireret af de gammeltestamentlige skrifter, men også af zenbuddhisme og den excentriske engelske kristne mystiker William Blake. Betydningen af Allen Ginsbergs forfatterskab sættes I relief af Billy Collins, der sagde om “Howl” (i bogen "The Poem That Changed America - Howl - Fifty Years Later"), at digtet også var: “the hand grenade that bounced into the house of formalism and lay there for a few minutes before exploding. When the air cleared, poetry had changed for good."

”Jeg ved, at Allen Ginsberg har fortjent en hyldest, eller takkehilsen, fra mig, men jeg er også ret overbevist om, at han har fortjent en hyldest fra ikke bare en musikgruppe som Marius Ziska, men også fra populærmusikken som sådan, der måske ikke er helt bevidst om, hvor meget den egentlig skylder poeter som Allen Ginsberg” siger Hans Jacob Kollslíð og lader dermed opfordringen gå videre.